Udvidet team

UDVIDET TEAM KLAR TIL 2017 SÆSONEN

 

Sæsonen 2017 byder på en udvidelse af Team Honda Classic, der fremover vil bestå af tre hold. I vinterpausen har Ivan Gydesen, Løsning overtaget Honda CRX 1´eren, som er identisk med den bil Bent og Arne kørte sæsonen 2016 i. Team Honda Classic byder Ivan og Poul Erik velkommen i teamet.

Det er Ivans debut inden for historisk pålidelighedsrally. Som anden kører får Ivan Poul Erik Sørensen fra Randers, der allerede har deltaget i nogle få historiske pålidelighedsrally sammen med Bent Mikkelsen. Poul Erik har endvidere være servicemand for Bent under Rallye Monte Carlo Historique. Holdet har forud for første løb trænet sammen, fået testet og gjort sig fortroligt med bilen og udstyret og er rigtig godt forberedt til sæsonens udfordringer, ligesom holdet gennem hele sæsonen vil blive støttet af de to øvrige og mere erfarne hold i teamet. Det bliver spændende at følge Ivan og Poul Erik i sæson 2017, hvor de stiller op i Touring klassen.

Rallypics -2016
Arkivfoto: Rallypics 2016

Omrokeringerne i vognparken betyder at Bent Mikkelsen og Arne Pagh for første gang stiller til start i Honda CRX 3éren, en bil der er lidt nyere og lidt anderledes end de to øvrige velkendte biler i teamet. Bilen er indregistreret første gang i 1990. Data og yderligere beskrivelser af den nye bil kan I finde andet steds her på vores hjemmeside. Bent og Arne ser med optimisme på den nye sæson. Sidste år gav triptælleren m.v. en del udfordringer for Bent og Arne, og i flere sammenhænge årsagen til at holdet missede nogle topplaceringer i afgørende løb.

Teamchefen føler sig dog overbevist om, at udstyret nu fungerer perfekt. Det har nemlig været til opgradering i Frankrig, og testet af teamets chef mekaniker Lars Bækkelund i forbindelse med hans deltagelse i det legendariske Rally Monte Carlo Historique, hvor Arne i øvrigt opnåede et fremragende resultat, sammen med Lars Hindsgaul. Så holdet i Honda CRX 3éren ser frem til en stor sæson i expertklassen.

Det sidste hold i Team Honda Classic er Rene og Jørgen Skjøt, der i lighed med sidste år kører i Honda CRX 2éren. Holdet kørte en solid sæson 2016, hvor det blev til topplaceringer i både FDM DASU CLASSIC og DHMC CUPPEN. Holdet har allerede indledt sæsonen, hvor det blev en sejr i både klassen og generelt i Winter Classic arrangeret af DHMC. Rene og Jørgen glæder sig til udfordringerne i expertklassen, også selvom de af arbejdsmæssige årsager er forhindret i at deltage i hele løbsserien i FDM DASU CLASSIC i 2017.

Det er således et veltrimmet team, der på lørdag drager til Sydsjælland for at deltage i første afdeling af FDM DASU CLASSIC 2017. Løbet er arrangeret af Sydsjællands Automobil Klub (SAK) hvor deltagerne lørdag morgen mødes ved Fladså Hallen i Mogenstrup, der er beliggende ca. 10 km sydøst for Næstved. Her vil der være rigtig god mulighed for at betragte det flotte felt på i alt 42 historiske biler. Efter en rute på ca. 210 km samles deltagerne på Udby Kro ved Lundby til en velfortjent afslutningsmiddag, udveksling af sjove historier fra løbet og fortiden samt en efterfølgende præmieuddeling.

Hvorledes Team Honda Classic klarer sig i første afdeling af FDM DASU CLASSIC 2017 vil I kunne følge her på hjemmesiden, hvor der senest mandag vil være et fyldigt referat af løbet.

JSK