Ud af Corona-hi

TEAM HONDA CLASSIC KOMMER UD AF CORONA HI

Et Dream - Team gendannet til sæsonens første afdeling.

Lørdag den 20. juni 2020 er det langt om længe blevet tid til første afdeling af CC-CARS DASU CLASSIC 2020 med Sydsjællands Automobil Klub som arrangør af Gjønge Rally Classic. Løbet er samtidig 1. afdeling af det første danske mesterskab inden for Regularity Rally (Historisk Pålideligheds Rally). Team Honda Classic er nu klar til at tage hul på sæsonen, og teamet stiller med alle 3 biler til start i Barmosen øst for Vordingborg. Sammensætningen af teamets 3 hold indeholder lidt af en overraskelse, og for de mere garvede et spændende og glædeligt gensyn.

Teamchef Bent Mikkelsen er af familiære årsager forhindret i selv at deltage i løbet, men Bents Honda Civic VTEC skal ikke af den grund stå alene tilbage i værkstedet i Løsning den kommende weekend. Det er nemlig lykkedes teamchefen at overtale teamets uundværlige chefmekaniker Lars Bækkelund til at gøre comeback i den kommende weekend. Med teamets mest rutinerede codriver Arne Pagh ved sin side stiller Lars Bækkelund til start i Civic`en, og alle med kendskab til dansk rallysport ved, at der ikke er tale om en ny konstellation. Lars Bækkelund og Arne Pagh har om nogen gennem årerne tilbragt mange timer sammen i en rallybil. De har sammen hjemkørt adskillige danske mesterskaber i hastighedsrally, og de har gennem mange år været et af de bedste danske hold med placeringer i top-10 i det store internationale Rally Monte Carlo Historique. Holdet stiller til start i Expert klassen, og teamchefen har store forventninger til, at holdet kan køre en topplacering hjem.

Foto 1 - Ivan Og Kurt - 23.02.2020 (1)

Arkivfoto: Kurt Rasmussen og Ivan Gydesen

Efter den flotte debut i årets første løb i Vejen, hvor det blev til en 2. plads i klassen, har Ivan Gydesen, Løsning og Kurt Rasmussen, Hammel ligeledes meldt deres deltagelse i første afdeling af årets danske mesterskab. Ivan Gydesen og Kurt Rasmussen stiller til start i CRX 1'eren, der nu igen vil være at finde som en fast bestanddel af feltet i de danske Regularity Rallies. Ivan og Kurt stiller til start til Touringklassen, og i hele Team Honda Classic glæder vi os meget til at følge Ivan og Kurt i deres bestræbelser på, at holde fast i topplaceringerne i klassen gennem hele sæsonen, og slutte af med en samlet placering på podiet efter femte og sidste afdeling i Lemvig i slutningen af oktober måned.

Sidst men ikke mindst er det tredje hold i Team Honda Classic selvfølgelig Rene Castillo Skjøt og Jørgen Skjøt, der igen i år starter ud i Honda CRX 2'eren. Teamchefen har gennem de seneste uger testet CRX 2'eren intensivt og den er meldt fuld funktionsdygtig til at være med i kampen om medaljerne i expertklassen. Rene og Jørgen er som bekendt forsvarende mestre inden for DASU CLASSIC, hvor det lykkedes det succesfulde mandskab at vinde ekspertklassen både i sæson 2018 og sæson 2019. "Nu må vi se hvor meget rust, der efter næsten 8 måneder løbspause, skal bankes af" udtaler Rene forsigtigt forud for starten på første afdeling. "Kender vi Rene og Jørgen ret, så er de jo eksperter i at steppe op, når det virkelig gælder" slutter teamchef Bent Mikkelsen, der tilføjer, at teamet målrettet går efter topplaceringer i det første officielle danmarksmesterskab i regularity rally

 

 THC