Rusten blev banket af

RUSTEN BLEV BANKET AF I ÅBNINGEN AF SÆSONEN 2017

 

Lørdag den 18. marts var det tid til at få testet formen efter næsten 5 måneders vinterpause fra historisk pålidelighedsrally på de danske landeveje. DHMC stod, som traditionen byder, som arrangør af en af sæsonens første styrkeprøver med Winter Classic. Årstiden taget i betragtning var der samlet et flot felt med hele 26 tilmeldte deltagere.

IMG_3018

Team Honda Classic havde kun tilmeldt et af sine tre hold som deltagere i Winter Classic. Rene og Jørgen Skjøt stillede til start i Honda CRX 2éren, der i vinterpausen er blevet frisket op med ny maling. Efter de seneste ændringer i reglementet kører Rene og Jørgen nu i ekspertklassen, og det var derfor med en vis spænding teamet så frem sæsonåbningen. Men holdet skuffede ikke. Rene og Jørgen kørte et solidt løb og erobrede førstepladsen i Ekspertklassen, ligesom holdet også scorede en sikker sejr i generalklassementet. Holdet fik samlet 7 strafpoint på den 137 km lange rute medens nærmeste konkurrent fulgte lige efter med 14 strafpoint. De øvrige deltagere var et stykke efter.

Mødestedet var hos løbets hovedsponsor VW i Ribe, og der blev lagt hårdt ud, idet løbets første sekundetape startede ved udkørslen fra bilforhandleren, og sluttede efter 10.550 meter rundt i industriområdet i den nordligere del af Ribe. Det blev til noget af en udfordring, idet området denne lørdag formiddag også var befærdet af en del civile køretøjer med trailer. Herefter gik ruten med hastige skridt over Obbekær, Harreby, Tiset, Kastrup til en af løbets svære passager nord for Åbø. Dernæst videre til Gabøl, Nustrup, Oksenvad, Jels, Foldingbro til samlingsstedet i den Gamle Idrætshal i Vejen.

Inden start var alle deltagere indbyrdes meget enige om, at løbet kunne være afgjort allerede efter den første sekundetape i industriområdet var gennemkørt. "Vi var derfor meget koncentrerede fra første meter" udtaler Rene og fortsætter "Vi var godt klar over, at der var ikke råd til at lave graverende fejl på løbets første sekundetape." Resultatlisten taler også sit tydelige sprog om dette. Rene og Jørgen fik kun 2 strafsekunder på de godt 10 km, hvor alle hold skulle forbi 4 hemmelige tidskontroller placeret rundt omring i industriområdet. Deres konkurrenter opnåede mellem 9 og 40 strafsekunder.

IMG_3017

"Vi er samlet set meget godt tilfreds med sæsonåbningen, hvor vi fik lejlighed at afpudset samarbejdet i bilen, og få rusten banket af " slutter Jørgen.

JSK