Nacht der langen Messer

TEAMETS INTERNATIONALE DEBUT BLEV EN SUCCES

Dobbeltsejr til Rene og Jørgen Skjøt i Tyskland

Flere af teamets medlemmer har international erfaring i form af mange års deltagelse i Rally Monte Carlo Historique og lignende løb i udlandet. Men først i lørdags fik Team Honda Classic sin internationale debut, idet Rene Castillo Skjøt og Jørgen Skjøt, der kører i teamets Honda CRX 2ér, deltog i "Nacht der langen Messer" arrangeret af Verein für Motorsport i Niedersachsen, der i år samtidig var udpeget til at være 7. afdeling af DHMC Classic. Samlet havde 7 danske hold tilmeldt sig løbet.

Løbet var en spændende blanding af pålidelighedsløb og orienteringsløb, som vi kender det i Danmark, krydret med at godt halvdelen af løbet afvikles efter mørkets frembrud. Det sidste er med til at gøre løbet ekstra spændende, når der er mange vejforlægninger og orienteringsdetaljer, og lige noget der passer Rene og Jørgen. Løbsledelsen havde i informationerne forud for løbet lovet at man ville gøre et stort stykke arbejde ud af få tingene til at være lettilgængelig for de danske deltagere godt støttet af Troels Nielsen.

IMG_0400

For at sikre optimale betingelser under nattens strabadser havde Rene og Jørgen indgået en aftale med Torben Sørensen fra Uggelhuse Auto, om at låne hans lygte bom med LED lys. Honda CRX 2éren var derfor en tur omkring Uggelhuse Auto for at få udstyret monteret korrekt. Der skal derfor lyse en stor tak til Torben for indsatsen i dagene op til afrejsen. Allerede torsdag blev Honda CRX 2éren sammen med Poul og Egons Toyota Starlet læsset på en trailer, venligst og med en stor tak udlånt af Dansk Carport System, Sdr. Borup, og af Jørgen kørt sydover til Walsrode, hvor løbsleder Richard Lehr meget venligt havde tilbudt os at opbevare bilerne frem til løbsdagen. Fredag aften ankom Rene til Walsrode sammen med Poul og Egon.

Løbets første del, der primært blev afviklet i dagslys, startede fra Drei Kronen, nord for Walsrode, og derefter gennem Fulde, Idsingen, Brunsbeck, Kirchwalsede, Westerwalsede til pausen i Nindorf. Anden del, der først startede efter at mørket havde sænket sig, gik via Gross Bullensee, Bothel, Brochdorf, Delmsen, Neuen Kirchen, Wolthem til målet i Drei Kronen, hvor deltagerne nåede frem til efter 208 km.

En af løbets største udfordringer var en sekundetape på en parkeringsplads i nærheden af Gross Bullesee, hvor en strækning på 2.000 m skulle gennemføres via 24 tulipaner med en gennemsnitshastighed på 20 km/t og med passage af 7 HTK'er. "Da målene ikke passede helt med vores triptæller måtte vi foretage nogle korrektioner undervejs, og vi føler os overbevist om, at det ikke faldt alt for heldigt ud." udtaler Jørgen. Der var desværre ikke taget højde for hvor mange biler, der på samme tid kørte rundt inde på det lille område, og det blev til sidst en for stor en opgave for tidskontrollerne, hvorfor løbsledelsen desværre var nødt til at lade etapen udgå af resultatberegningen.

IMG_0181

Der var lagt op til at orienteringsdelen kunne få en afgørende indflydelse på resultaterne. Rutine og erfaring fra orienteringsløb i Danmark kunne derfor kun være en fordel for Rene og Jørgen, idet teamet har kørt adskillige orienteringsløb i Danmark efter mørkets frembrud. Men her stødte de danske hold på en anden større udfordring, idet man i Tyskland ikke anvender målestoksforhold på kortene. "Der herskede derfor under hele løbet konstant usikkerhed omkring længden af de forskellige delstrækninger på kortene. Det gør kommunikationen mellem kører og observatør til lidt af en gættekonkurrence, og det parret med at det var mørkt under de sidste 60% af løbet var noget af en udfordring" udtaler Jørgen

Der var noget at se til hele tiden, idet vejene hele tiden skiftede underlag, ligesom de sidste dages regn og blæst havde gjort kørebanen godt fedtet. "Det var derfor nødvendigt at holde tungen lige munden, især under nedbremsningerne, og ikke mindst set i lyset af, at jeg ikke kunne stole helt på de mål som observatøren kom med" udtalte Rene efter løbet, og fortsætter "Vi var også blevet gjort opmærksom på, at vi skulle holde øje med elge og krondyr, og i slutningen af løbet mødte vi et stort krondyr, der både i vægt og størrelse var mere end dobbelt så stor som Honda CRX 2'eren. Heldigvis blev den stående ude i vejkanten."

Resultatmæssigt blev deltagelsen i det første løb uden for de danske grænser en stor succes for Team Honda Classic. Rene og Jørgen Skjøt havde lagt et stort stykke arbejde i forberedelserne, og det blev kronet med en klar sejr i Klasse K1 (svarende til Expert- og Sportsklassen) foran 2 danske og 1 tysk hold. Endvidere blev det til en sejr i generalklassementet blandt de 37 deltagere, ligesom de var med til at sikre, at Team Wiking Nord vandt holdkonkurrencen. "Vi er selvfølgelig glade for de gode resultater, vi har opnået under vores internationale debut, og det giver selvfølgelig anledning til overvejelser om at stille op i lignende løb i andre lande fremover" slutter Rene.

Med sejren i "Nacht der langen Messer" bragte Rene og Jørgen Skjøt sig op i den øverste del af resultatlisten i turneringen DHMC Classic, hvor de med en god placering i Midnigth Run i Struer, har rigtig gode muligheder for at slutte i top 3. Dagsformen lørdag den 11. november bliver helt afgørende for den endelige placering i turneringen, så der er noget at se frem til.

JSK