Mere guld til Team Honda Classic

Flotte placeringer i finalen i Lemvig

For tredje år i træk blev Rene Castillo Skjøt og Jørgen Skjøt vinder af Expertklassen i CC-CARS DASU CLASSIC - en præstation som ingen tidligere har kunnet mønstre. Holdet, der altid kører i en Honda CRX, har de seneste 5 år vist, at de om noget hold i Danmark mestre at holde den rigtige gennemsnitshastighed på sekundetaperne, hvilket kombineret med gode orienteringsevner, har ført til en lang række topplaceringer inden for historiske pålidelighedsløb. Rene og Jørgen kunne således krone finaledagen med at have sikret sig det første officielle Danmarksmesterskab i Regularity Rally. Fra hele teamet skal der lydes et stort tillykke til Rene og Jørgen med guldmedaljerne.

Finalen i CC-CARS DASU CLASSIC arrangeret af Lemvig og Omegns Motor Sport blev en stor succes for Team Honda Classic. Med en 2. og 4. plads i Expertklassen og en 3. plads i Touringklassen blev finaleløbet et af de mest succesfulde for teamet i de kun 5 år, det har eksisteret.

Harald Og Jørgen I Lemvig 1

I Expertklassen blev Harald Søndergaard og Jørgen Skjøt i Honda CRX 2'eren nr. 2 med 14,1 sekunders afvigelse kun overgået af en fornem præstation af Kim Frandsen og Jan Østergaard, der kun havde en samlet afvigelse på 12,4 sekunder. Harald Søndergaard, der er mangedobbelt danske og nordisk mester i bilorienteringsløb, havde beredvilligt stillet sin kapacitet til rådighed for teamet, da Honda CRX 2'erens normale chauffør Rene Castillo Skjøt af arbejdsmæssige årsager var forhindret i at nå frem til Lemvig til lørdag morgen. Som beskrevet i optakten var der tale om en fuldgod erstatning, og Harald var med sin præstation en stærk medvirkende årsag til, at guldmedaljerne i expertklassen igen i år tilfaldt Team Honda Classic.

Teamchef Bent Mikkelsen, der bød Harald velkommen i teamet, spurgte efter løbet hvordan det havde været at køre i Honda CRX´2'eren. Harald gav klart udtryk for at det havde været en positiv oplevelse og Harald var især imponeret over hvor let det havde været at få bilen ind under huden. "Vi var ellers sikre på, at tingene var gledet os lidt af henne allerede ved den første hemmelige tidskontrol i løbet" udtaler Jørgen og fortsætter "Idet vi bliver forsinket af en langsomt kørende civilist ca. 500 meter før kontrollen." Men Harald og Jørgen fik hurtigt samlet op på tingene og fortsatte ufortrødent med at vise en meget koncentreret indsats dagen igennem.

Bent Og Arne I Lemvig 1

I samme klasse viste Bent Mikkelsen og Arne Pagh i Honda Civic Vtec, at de er på vej mod de helt store resultater. I finaleløbet blev det til en solid 4. plads med en samlet afvigelse på 23,8 sekunder. Bent og Arne leverede dagen igennem en meget fornem præstation, og havde de ikke lavet en mindre fejlkørsel på en af løbets sidste sekundetaper, der alene udløste en afvigelse på 10,0 sekunder, så var de helt sikkert endt på podiet. I den samlede stilling i turneringen blev det til en 7. plads, men Bent og Arnes præstation i finaleløbet i Lemvig lover godt for den kommende sæson.

Kurt Og Ivan I LOMS 1

Ivan Gydesen og Kurt Rasmussen, der stillede til start i Honda CRX 1'eren, var igen på podiet, idet det blev til en rigtig flot 3. plads i Touringklassen med samlet 13,65 strafpoint, og med kun 0,9 strafpoint op til 2. pladsen i klassen. Kurt Rasmussen udtalte efter løbet "Det bliver klart bedre og bedre for hver gang vi deltager i et Regularity Rally. Løbet i Lemvig er samtidig et af de bedste løb, jeg har deltaget i, hvor der skulle udvises høj koncentration både på sekundetaperne og på pålidelighedsstrækningerne mellem de enkelte sekundetaper". Ivan supplerer "Vi bliver efterhånden mere fortroligt med vore instrumenter, ligesom Kurt og jeg kender hinanden bedre og bedre. Jeg ser lyst på vores fremtidige samarbejde". Desværre var 3. pladsen i løbet ikke nok til at fastholde en plads på medaljeskamlen. Ivan og Kurt opnåede en samlet 5. plads i CC-CARS DASU CLASSIC turneringen. Men meget tyder på, at de vil være at finde på podiet, når pointregnskabet skal gøres op for den kommende sæson.

Medaljeoverrækkelse I Lemvig 2

Fra hele Team Honda Classic skal der lyde en stor og velfortjent tak til Jan Kuipers og Herluf Bjerg samt hele deres faste stab af hjælpere. Det var et helt igennem fantastisk veludført arrangement, startende med en velkomponeret rute og afsluttende med den sædvanlige overdådige forplejning gennem hele dagen. Løbsledelsen fortjener også stor ros for deres håndtering af Covid-19 restriktionerne. Der var tænkt på alle detaljer så deltagerne kunne koncentrere sig om at køre motorløb.

THC