Lemvig

MÅLSÆTNINGEN HOLDT IKKE TIL MÅL

 

5. afdeling af den landsdækkende serie inden for historisk pålidelighedsløb FDM DASU CLASSIC blev afviklet i lørdags med Lemvig og Omegns Motor Sport som arrangør, en opgave som klubben løste til ug med kryds og slange. Omdrejningspunktet for løbet, der var på 205 km, var Lemborg Skolen i Lemvig. Ruten gik både vest, syd og øst om Lemvig.

Lemvig (2)

Team Honda Classic havde inden løbet sat ambitionerne i vejret, endda så højt, at målsætningen om at blive nr. 1 og 2 både i klassen og i generalklassementet ikke blev helt opfyldt. Teamet gik dog ikke tomhændet hjem fra løbet i Lemvig. Rene og Jørgen Skjøt vandt Monte Carlo klassen med 106 strafpoint, medens det blev til en tredje plads i klassen til Bent Mikkelsen og Arne Pagh med 199 strafpoint.

”Vi mistede lidt af koncentrationen et par gange under vejs i løbet” udtaler Jørgen Skjøt og uddyber ”der bevirkede, at jeg dels overså startpunktet på en sekundetape lige inden frokostpausen, og dels at vi midt på eftermiddagen laver en fejlkørsel, der bevirkede lidt store forsinkelser til de næstfølgende to hemmelige tidskontroller.”

Lemvig (5)

Bent og Arne kæmpede dagen igennem med at få triptælleren stillet rigtigt ind, en kamp der resulterede i, at antallet af strafsekunder ved de i alt 42 hemmelige tidskontroller blev lidt for høje dagen igennem. Den lidt ukoncentrerede indsats for begge hold medførte, at ingen af teamets biler kom helt til tops i generalklassementet. Resultaterne ændrer dog ikke noget på den samlede stilling i turneringen, idet Rene og Jørgen efter løbet i Lemvig fortsat er på 1. pladsen og Bent og Arne ligger på en solid 2. plads.

Lemvig (6)

Næste afdeling af FDM DASU CLASSIC, der er turneringens finale, afvikles lørdag den 29. oktober med start og mål i Odense. Team Honda Classic har visket tavlen ren efter lørdagens indsats, og teamets to hold er enige om, at vi igen sætter målsætningen højt. Vi går efter en suveræn afslutning på turneringen.

JSK