Historic Viking Rally

Team Honda Classic er atter i stærkeste opstilling

Efter en lidt blodfattig deltagelse i 2. afdeling af FDM DASU CLASSIC arrangeret af Dansk Rally Club, hvor kun Bent Mikkelsen og Arne Pagh var at finde på startlisten, er Team Honda Classic nu tilbage i serien af danske historiske pålidelighedsløb i stærkeste opstilling.

Øresund Rally, som var anden afdeling af FDM DASU CLASSIC, var en blandet oplevelse for mange af deltagende, hvilket også blev tilfældet for Bent og Arne, der sluttede løbet på en lidt skuffende 8. plads. "Vi blev desværre meget forsinket ved passage af en rideskole" udtaler Bent Mikkelsen og fortsætter "hvor bugseringen af en hestetrailer gjorde at vi på et tidspunkt var næsten et helt minut bagefter idealtiden. Vi fik dog noget hentet det meste, men ikke nok til at vi kunne slutte løbet i den forreste del af feltet." og Arne Pagh supplerer "Vi satser på at yde en god indsats i næste afdeling, så vi kan rykke frem i mesterskabsstillingen fra den nuværende 5. plads til en bedre placering inden turneringen går på sommerferie."

A4351199-CE48-4A19-83CD-49116CA124AC

På lørdag den 27. maj er det så blevet tid til Historic Viking Rally, der er 3. afdeling af den landsdækkende turnering FDM DASU CLASSIC arrangeret af Slagelse Auto Sport. Centrum for løbet bliver torvet i Slagelse midtby, hvor de ca. 40 deltagende biler kan iagttages fra morgenstunden, ligesom løbet også afsluttes samme sted sidst på eftermiddagen. Der er fra arrangørernes side gjort meget ud af at orientere publikum om løbet og hvor der vil være mulighed for at se de mange flotte historiske biler, ikke mindst teamets 3 HONDA CRX'er. I den forbindelse kan vi henvise til en fin artikel på den vigtige og velinformerende hjemmeside Rallyinfo.dk (klik her), hvor man torsdag den 18. maj kan finde en omtale af Historic Viking Rally med tekst og oversigtskort.

Bentm _fdm 6_16_03_1920px _web

Selv om 2. afdeling ikke blev den ventede succes er Team Honda Classic stadig ved godt mod, idet alle teamets tre biler er tilmeldt løbet i Slagelse. I Touringklassen skal Ivan Gydesen og Poul Erik Sørensen ud og følge op på deres flotte debut inden for historisk pålidelighedsløb. Holdet var af arbejdsmæssige årsager ikke i stand til at deltage i den foregående afdeling, men er nu klar igen. Teamchef Bent Mikkelsen er meget fortrøstningsfuld på holdets vegne, idet holdet nu har lært både hinanden, udstyr og Honda CRX 1'eren bedre at kende, så herfra vil det nu gå stødt og roligt fremad.

Teamets sidste hold - Rene og Jørgen Skjøt - er atter til start i expertklassen i deres Honda CRX 2'er. Holdet sluttede sammen med Bent og Arne på en delt førsteplads i 1. afdeling tilbage i april måned. Arbejde har jo bekendt med at gribe forstyrrende ind i fritiden, og det var netop hvad der var til hinder for at Rene og Jørgen kunne følge op på den flotte sæsonstart. "Vi er klar til igen at tage kampen op om pointene i Slagelse. Skulle vore konkurrenter have glemt hvem vi er, og hvad vi står for, så håber vi de igen kan se det, når resultaterne af 3. afdeling er gjort op lørdag aften" udtaler Rene. Grundet at holdet i år kun kan deltage i 4 ud af de 6 afdelinger er holdet pisket til at levere toppræstationer hver gang de stiller til start for at bevare muligheden for en placering i top tre i den samlede turnering af FDM DASU CLASSIC.