Godt rustet til afslutning

TEAM HONDA CLASSIC ER GODT RUSTET TIL SÆSONAFSLUTNINGEN

Lørdag den 29. oktober 2016 er sidste dag med sommertid i denne omgang og samtidig er det allerede tid til sæsonens sidste løb inden for Regularity rally i Danmark. Horsens Automobil & Motor Klub i samarbejde med Motor Klubben Centrum er værter for finalen i FDM DASU CLASSIC 2016 med start hos FTZ i Odense, hvorfra første vogn starter kl. 10.00.

Der er tilmeldt 39 hold til finaleløbet og Team Honda Classic stiller i stærkeste opstilling med Bent Mikkelsen og Arne Pagh i Honda CRX 1éren som første vogn med start nr. 10 samt Rene og Jørgen Skjøt i Honda CRX 2éren med start nr. 47, som sidste bil i feltet.

Omkring forventningerne til resultaterne i løbet udtaler teamchef Bent Mikkelsen: ”Jeg har udstedt klare teamordrer gående ud på da vi starter som nr. 1 så slutter vi også som nr. 1”, og fortsætter med et glimt øjet og et stort smil ”Men jeg er meget usikker på om budskabet er røget ind på lystavlen hos vore teamkollegaer.” Og det med god grund, idet Rene og Jørgen i hver af de første 5 afdelinger af FDM DASU CLASSIC har hjemtaget klassesejren. Herudover er det ind i mellem også blevet til klare sejre i generalklassementet til teamet.

IMG_0469a

Arkivfoto

Løbet forventes at skulle afvikles på de mange snoede og kuperede veje i den sydvestlige del af Fyn. Selve løbet slutter efter ca. 200 km. hos det kendte bilmuseum Strøger Samlingen i Glamsbjerg i nærheden af Assens. Omkring kl. 18.00 samles deltagerne på Hotel Scandic i Odense, hvor FDM DASU CLASSIC turneringen afrundes med en festmiddag, og hvor der afslutningsvis vil være præmieuddeling for selve løbet, ligesom vinderne af de respektive klasser i FDM DASU CLASSIC vil blive hædret. Her forventes Team Honda Classic at være godt repræsenteret.