FDM DASU Classic i Slagelse

 

2. AFDELING AF FDM DASU CLASSIC 2019

 

Lørdag den 11. maj er det blevet tid til 2. afdeling af årets FDM DASU CLASSIC med Slagelse Auto Sport som arrangør. Løbet starter som sædvanligt fra torvet midt i Slagelse by, hvor der dagen igennem vil være gode muligheder for at se en række klassiske biler. Allerede fra kl. 08.00 lørdag morgen begynder de første deltagere i FDM DASU CLASSIC at ankomme til startstedet for at få tjekket køretøjerne og få monteret det elektroniske tidtagningssystem. Første vogn forventes at blive sendt af sted fra torvet kl. 10.00, men dagen igennem vil der være en lang række aktiviteter på torvet med andre klassiske biler.

Bent Mikkelsen 2 

Ruten, der er kreeret af den meget erfarne rutelægger Eskild Steen, er indtil videre en velbevaret hemmelighed for de fleste, men løbsledelsen har dog løftet sløret for, at der i lighed med sidste år er frokostpause på havnen i Skælskør, hvor der vil blive afviklet en lille manøvreprøve til glæde for publikum og forhåbentlig også for deltagerne i FDM DASU CLASSIC. Denne prøve er frivillig for deltagerne og indgår således ikke i det samlede resultat for løbet.

Team Honda Classic stiller til start med sine to hold i expertklassen. Honda Civic'en med den spændende Vtec motor køres af teamchef Bent Mikkelsen, der har sin faste co-driver Arne Pagh ved sin side. Teamet er fuld af optimisme efter den godkendte indsats gennem størsteparten af 1. afdeling på Fyn for en lille måneds tid siden. "Vi er klar til at kæmpe med om pladserne på podiet" udtaler Bent Mikkelsen.

Team Honda Classic's andet hold i expertklassen er de forsvarende FDM DASU CLASSIC - mestre Rene og Jørgen Skjøt, der stiller til start i den velkendte røde Honda CRX 2'er. Fra teamets side forventes det, at de ligeledes kommer til at kæmpe med om de øverste pladser i løbet, ikke mindst set i lyset at den stabilitet som Rene og Jørgen udviser gang på gang, og den komfortable 2. plads i første afdeling. "Vi har dog ikke de bedste erfaringer med afdelingerne i Slagelse. For 2 år siden fik vi beskadiget begge impulsgivere til triptælleren, og sidste år havde vi store problemer med at få tripkontrollen til at passe til vores instrumenter." udtaler Jørgen, der fortsætter "Men vi vil selvfølgelig gøre vores ypperste for at få en topplacering i år."

Hvordan der går de to hold i 2. afdelingen af FDM DASU CLASSIC kan I følge her på siden senest mandag.