De to forskellige løbstyper

Historisk pålidelighedsløb

Historisk pålidelighedsløb – Regularity Rally – er løb, hvor det gælder om at køre ad den rigtige rute og overholde de angivne gennemsnitshastigheder, der ikke må overstige 50 km/t. Ruten beskrives ved hjælp af detaljerede kort og instruktioner.

Undervejs er der kontrolposter, der kontrollerer om man kører den rigtige vej og overholder de angivne køretider. På deletaperne - benævnt sekundetaper - skal man være meget koncentreret, idet alle afvigelser på +/- 1 sekund i forhold til den angivne gennemsnitshastighed giver 1 strafpoint. Overholdelse heraf kontrolleres af en række hemmelige tidskontroller, der med elektroniske ure kontrollerer hvornår deltagerne passerer. Presse7

De historiske pålidelighedsløb i Danmark har som hovedregel en længde på 200-240 km. Løbene afvikles som et endagsløb, hvor man møder ind omkring kl. 08.30. Efter kontrol af bilens udstyr, er der fælles morgenkaffe med brød og senere udlevering af rutebog.

Selve løbet starter kl. 10.00, hvor deltagerne sendes af sted med ét minuts mellemrum. Under løbet er der indlagt spisepause, kaffepause og flere mindre pauser til at få strukket benene.

Løbet slutter som hovedregel omkring ca. kl. 17.00 – 17.30, og medens de sidste resultater beregnes, er det tid til at besigtige de forskellige deltagers biler (sparke dæk som det hedder i sporten), bytte røverhistorier og hygge.

Når de endelige resultater er offentliggjort er det tid til fællesspisning ca. kl. 19.00, efterfulgt af præmieuddeling og socialt samvær.

Rallysprint

Rallysprint er hastighedsløb for historiske biler; det køres på en kuperet, afspærret landevej.

Deltagerne kommer i biler, der kan være helt op til 100 år gamle, og de nyeste er fra 1986. Med et minuts mellemrum sendes bilerne af sted, og nu køres der race mod uret op af bakken eller bjergvejen.

Længden på etapen er typisk mellem 1 og 1,5 km, og ved mål noteres tiden.

Presse8

Der køres to træningsheat og tre heat med tidtagning, vinderen er køreren, der har brugt kortest tid sammenlagt.

For at stille deltagerne lige, inddeles de i klasser, der følger de historiske perioder. En Bugatti fra 1912 kan være næsten dobbelt så længe om at køre etapen igennem som en Ford Capri fra 1970'erne. 

Dagen byder på socialt samvær, idet kørerne samles i et pit- område mellem heatene. Her kan man tjekke bilerne, spise og møde konkurrenter og tilskuere.

Det kendteste løb er Munkebjerg Hillclimb på Danmarks eneste ægte bjergvej fra Vejle Fjord til Munkebjerg Hotel, som er vært for løbet.