Bent og Arne mod toppen

2. AFD. AF FDM DASU CLASSIC AFVIKLET I SLAGELSE

Bent og Arne nærmer sig toppen

I lørdags blev 2. afdeling af årets FDM DASU CLASSIC serie afviklet af Slagelse Auto Sport. Samlingspunktet for det historiske pålidelighedsrally var traditionen tro Nytorv i centrum af Slagelse, hvor feltets i alt 45 deltagere ankom allerede fra kl. 08.00 lørdag morgen. Fra kl. 10.00 blev deltagerne sendt ud på den godt 200 km lange rute, der bød på store udfordringer allerede fra morgenstunden.

Løbets første sekundetape startede i Antvorskov og gik gennem Valbygård Plantage sydøst for Slagelse. Strækningen, der var på 4.604 m, bød på 2 større orienteringsmæssige udfordringer, hvor flere af deltagerne valgte den forkerte rute, ligesom den barske afslutning på sekundetapen gav deltagerne problemer med at holde gennemsnitshastigheden på 42 km/t. Det sidste lyder måske ikke af meget, men vejenes beskaffenhed og ikke mindst de mange sving satte 1. kørerne på overarbejde.

Udfordringerne blev dog ikke mindre på den næste sekundetape, hvor stort set alle deltagere havde problemer med at nå frem til startpunktet ved Valdemarskilde til rette afgangstid, bl.a. foranlediget af at lodsejere o.a. manede til forsigtig kørsel mellem de to sekundetaper. Sådanne forsinkelser giver altid anledning til lidt uro i køretøjerne, og så gælder der for alvor om et genvinde overblikket og bevare roen. For nogle deltagers vedkommende var det med til at begrænse tidstabet, at den første hemmelige tidskontrol var placeret knap 4 minutters kørsel inde på etapen, der gik gennem et større skovområde sydøst for Slagelse, hvor der udover opgaverne med at holde gennemsnitshastigheden på 48 km/t igen var muligheder for fejlkørsel.

Resten af formiddagen gik turen gennem Kirkerup, Vinstrup, Fuglebjerg, Sandved, Fyrendal til en pause ved Bisserup Strand, og derefter videre til Bøgelunde, Ørslev, Magleby, Borreby og frokostpausen på Skælskør Havn. Eftermiddagens rute stak først mod øst gennem Tjæreby, Oreby, Fårdrup, Skørpinge, Falkensted, Sørbymagle, gennem de samme skovområder sydøst for Slagelse for at slutte med en tur lige nord om Slagelse og ind til samlingsstedet på Nytorv.

_85M6638_4545 (002)

Generelt klarede holdene fra Team Honda Classic sig fint. Teamchef Bent Mikkelsen og 2. kører Arne Pagh i Honda Civic Vtec'en ydede dagen igennem en flot præstation med meget få afvigelser på løbets 27 tællende hemmelige tidskontroller. Holdet blev desværre ramt hårdt af problemerne med at nå frem til starten på løbets 2. sekundetape, hvilket udløste en maksimumstraf på 10 point ved etapens første hemmelige tidskontrol. "Arne og jeg er selvfølgelig ærgerlige over indledningen på den 2. sekundetape, men ved en hurtig og flot indsats fra Arnes side fik vi hurtigt styr på mål og tid, så derefter klarede vi resten af etapen i kontrolleret stil med kun 2,70 strafpoint yderligere" udtalte teamchefen efter løbets afslutning.

Det var dog ikke blot på denne sekundetape at Bent og Arne havde styr på tingene. En gennemgang af resultatlisten viser med al tydelighed at holdets præstationer gør, at de nærmer sig en række topplaceringer i de historiske pålidelighedsløb. Bent og Arne fik samlet 29,8 strafpoint der rakte til en 5. plads, men udelader vi lige den tidligere omtalte straf, ville præstationerne i 2. afdeling af FDM DASU CLASSIC alt andet lige have indbragt Bent og Arne en sikker 2. plads.

Slagelse FDM 2-2019 -1

Teamets andet hold Rene Castillo Skjøt og Jørgen Skjøt, der kører i Honda CRX 2'eren, ydede som sædvanlig, fristes man til at sige, en stabil og driftssikker præstation. Holdets helt store force er at de meget sjældent laver graverende fejl på ruten, og derfor som hovedregel slipper nådigt ud af selv de største udfordringer. "Vi var selvfølgelig også udfordret i går, da vi i lighed med de fleste af vore konkurrencer ikke nåede frem til startpunkt på 2. sekundetape til tiden. Men virker plan A ikke, så må vi jo tage plan B i anvendelse. Vi kører hele tiden med dobbelt gardering, idet vi udover vores elektroniske speedpilot også kører med den gode gamle køretidstabel i papirform, et totalmål og et elektronisk ur" forklarede Jørgen som årsagen til at de slap igennem sekundetapen med kun 4,9 strafpoint. Rene og Jørgen nåede i løbet af dagen at indsamle 21,6 strafpoint, og det rakte til en 2. plads i 2. afdeling.

Stillingen i ekspertklassen i FDM DASU CLASSIC ser ganske fornuftigt ud for Team Honda Classic, idet de forsvarende mestre Rene og Jørgen Skjøt efter de to første afdelinger har indtaget førstepladsen i klassen.

"Teamet vil også gerne takke løbsledelsen og alle, der hjalp til på den ene eller anden måde, for et flot arrangement. Vi kan alle se tilbage på en rigtig fin dag i den smukke sjællandske natur" slutter teamchefen.

THC