4. afd. af FDM DASU Classic starter i Lemvig

4. afd. af FDM DASU CLASSIC starter i Lemvig
Team Honda Classic ser frem til et spændende efterår.

Lørdag den 17. august tager vi hul på efterårssæsonen inden for historisk regularity rally med 4. afdeling af FDM DASU CLASSIC, som i år er lagt i hænderne på Lemvig og Omegns Motor Sport. Det bliver med garanti en spændende og sjov oplevelse for de mange deltagere, der med forventning ser frem til udfordringerne i det nordvestjyske område. Løbsledelsen er identisk med den som stod for et lignende arrangement i 2016, som blev rost til skyerne af stort set samtlige deltagere.

Team Honda Classic ser også frem til et spændende løb på lørdag, men også til de tre resterende afdelinger af turneringen FDM DASU CLASSIC. Vi skal vist mange år tilbage før turneringen har været så åben, som den er lige nu efter de tre første afdelinger af sæson 2019. Situationen i alle tre klasser kan lettest beskrives ved at alle muligheder er åbne, idet resultaterne i forårets løb hver gang har vendt op og ned på stillingerne i de enkelte klasser, og der vil givetvis været vendt rundt endnu en gang, når resultaterne efter lørdagens løb er gjort op.

DSC_0011

Team Honda Classic stiller i stærkeste opstilling i Lemvig anført af teamchef Bent Mikkelsen og den erfarne 2. kører Arne Pagh i deres Honda Civic Vtec. Holdet har i forårssæsonen været ramt af en række uheld, der hver gang har holdt dem væk fra top 3 i ekspertklassen. På trods heraf vil de med en 5. plads i et af forårets løb og 3 sejre i efterårets løb nå op på i alt 195 turneringspoint, et pointtal der har været tilstrækkeligt til at vinde turneringen i de to foregående sæsoner. Ligger man hertil den stærkt stigende formkurve som Bent og Arne har haft gennem forårets løb, så ligger det bestemt inden for mulighederne.

Slagelse FDM 2-2019 -1 (1)

Ligeledes stiller de forsvarende mestre Rene Castillo Skjøt og Jørgen Skjøt til start i Lemvig i den velkendte Honda CRX 2'er, som har hjembragt mange flotte placeringer til teamet gennem de 3½ år teamet har eksisteret. Selvom Rene og Jørgen i sidste øjeblik blev forhindret i at stille til start i 3. afdeling i Vejen, så er deres muligheder for, som det første hold nogensinde, at vinde turneringen to år i træk bestemt ikke afskrevet. Rene og Jørgen har kørt mest stabilt af alle og med to 2. pladser i foråret, så skal der blot to topplaceringer til i de sidste tre afdelinger for at turneringssejren kommer i hus.

Det er således et top tændt team, der på lørdag stiller til start i Lemvig.